Nyheder

 
02/09 2010 kl. 16:22
Jimco A/S omtalt i Børsen
Et af Kirk & Thorsens porteføljeselskaber, Jimco A/S, var omtalt i Børsens Vækst Danmark sektion tirsdag den 31. august 2010. Artiklerne gengives herunder.

Miljøfirma leger med de store spillere

Blikkenslageren på Langeland har haft succes med miljøvenlig renseteknik, der sælges over hele verden


AF JENS BERTELSEN, jens.bertelsen@borsen.dk

Jimmy K. Larsen måtte låne en ekstra stor gaffeltruck hos naboen, Vestas-fabrikken på Langeland, da det seneste projekt skulle læsses på en lastbil: Et syv ton tungt rensningsanlæg til spildevand, som bagefter sneglede sig ned gennem Europa til en fiskefabrik i Nantes. Millionordren kommer til at give udslag i regnskabet for Jimmy K. Larsens virksomhed, Jimco, der siden 1993 har haft hovedkvarter i et industriområde i Rudkøbing.
Her udvikler firmaet miljøteknologi, der kan rense spildevand og luftforurening ved hjælp af ultraviolet stråling med kraftige UVC-lamper. Det bruges især hos de store fødevarevirksomheder, der gerne vil forrense spildevandet, inden det ender i kloaksystemet.
Systemet kan også bruges til at rense bakterier i luften, og det har givet et ekstra nichemarked, da frygten for svineinfluenza var på sit højeste.
Opfindelserne har givet mange rejsedage til iværksætteren og direktøren, som i sidste uge selv måtte en tur til Frankrig for at hjælpe med at installere det store spildevandsanlæg.
»Jeg kan også godt mærke, at mange danske fødevareproducenter er flyttet til udlandet. Men det betyder ikke noget. Vi leverer over hele verden,« siger Jimmy K. Larsen.

Patent på metode
Han skal nu i gang med et tilbud på rensning af 200 kubikmeter spildevand i timen hos en tysk fjerkræproducent, og her bliver der igen behov for det tunge materiel.
Jimco har patent på sin rensningsmetode, der fungerer uden brug af kemikalier, og allerede i 2000 blev den lille virksomhed belønnet med EU’s miljøpris i kategorien »Renere teknologi«. Inden da havde firmaet lige leveret et stort miljøvenligt rensningsanlæg til Tulips suppefabrik i Esbjerg, som stadig bruges som reference over for nye kunder.
»Et af vores problemer er, at det stadig er tilladt at rense spildevand med kemikalier. Vi kender dybest set ikke langtidsvirkningen af den metode endnu,« bemærker Jimmy K. Larsen tørt og har taget sælgerkasketten på.
Oprindeligt var han uddannet rørlægger og blikkenslager, da han for snart 20 år siden fik idéen til at bruge de ultraviolette stråler som rensemetode. VVS-installatøren i nabobyen Tullebølle gav ham lov til at eksperimentere som selvstændig ved siden af det daglige arbejde, men snart kunne Jimco stå på egne ben.
Han udviklede et system, der kunne rense og genbruge de store mængder skyllevand, som vandværkerne bruger til at rense vandrørene. Senere kom en løsning, der kunne rense grundvand, der var forurenet med organiske opløsningsmidler, og i begge tilfælde var det en lige så vigtig opgave at kunne dokumentere, at alt vandet var behandlet med UVC-strålerne.

Rensning og fritureos
»Jeg blev kontaktet af et firma, der skulle hjælpe en kunde med at rense fedt og olie ud af luften fra et stort anlæg, der blev brugt til friturestegning. De mente, at hvis jeg kunne bruge min teknik til vandrensning, så måtte den også kunne bruges til luftrensning,« fortæller Jimmy K. Larsen.
Han satte sig ind i markedet og kunne se, at industrifriturestegning ofte giver problemer, fordi store mængder af fedt samler sig i rørene og udgør en stor brandrisiko.
Slutkunden viste sig at være Daloon i Nyborg, der manglede en effektiv løsning til luftrensning efter stegningen af de kendte forårsruller. Jimco udviklede en løsning, der uomtvisteligt klarede problemet, men Jimmy K. Larsen havde svært ved at dokumentere, hvad han havde lavet. Derfor var det småt med nye ordrer, selvom Daloons anlæg blev rosende omtalt i fagmedierne.
»Der var jo nærmest ikke sket noget inden for ventilationsbranchen i 30-40 år, så det var ret revolutionerende. Men du sælger ikke noget ved at gå ud og sige: Det virker, mester, men jeg ved ikke hvorfor,« siger Jimmy K. Larsen, der fortsatte arbejdet på værkstedet.

Nedbrød forurening
Efterhånden stod det klart, at UVC-strålerne rent faktisk nedbrød forureningen i luften og endda rensede ventilationskanalerne. Spildproduktet var fint støv, der ikke udgjorde nogen fare. Daloon endte med at bestille endnu et anlæg, og Jimmy K. Larsen fik for ti år siden patent på sin opfindelse.
Samtidig blev han kontaktet af hotelkæden Scandic, der var interesseret i rensning af udluftningen fra sine storkøkkener. Det har siden givet arbejde til en særlig afdeling i firmaet, der primært beskæftiger sig med løsninger til hotelkøkkener og køkkener på krydstogtskibe. »På et skib er man ekstra optaget af brandsikkerheden, og samtidig må der ikke lugte af friture oppe ved siden af swimmingpoolen,« siger Jimmy K. Larsen, der har indkasseret pæne millionoverskud igennem årene.
I øjeblikket er der 10 ansatte i Jimco, der selv designer og monterer produkterne, men får dem fremstillet hos underleverandører.




Patentet skal forsvares

AF JENS BERTELSEN, jens.bertelsen@borsen.dk


Ti ansatte og en bruttofortjeneste på knap fire mio. kr. Selvom Jimco på Langeland har foden indenfor i de store fødevarevirksomheder og hotelkæder, er det stadig en ganske lille virksomhed. Indehaveren Jimmy K. Larsen havde da også gerne set, at han efter snart 20 års arbejde stod i spidsen for et noget større firma, men han har haft svært ved at holde opfindelsen inden for miljøvenlig vand- og luftrensning for sig selv.
»Den største hæmsko har været, at folk stjæler med arme og ben. Det er ikke morsomt, og selvom jeg burde være en smule stolt over, at man vil kopiere mine produkter, er det frem for alt frustrerende,« siger Jimmy K. Larsen.

Har brændt fingrene flere gange
Han hiver det ene ringbind efter det andet ud af reolen. »Plagiater« står der på et af dem, et andet er til advokatbreve og en stribe andre er kontrakter med virksomheder. Jimmy K. Larsen ville gerne have det globale salgsarbejde fordelt på flere agenter, men han har efterhånden brændt fingrene flere gange. Der er især én sag, der bringer følelserne i kog. Jimmy K. Larsen skulle levere luftrensning til en storleverandør inden for industrikøkkener, og han brugte meget tid på at tilpasse sin ultraviolette nedbrydning af fedt og olie til firmaets emhætter. »Jeg rejste rundt og lærte dem at bruge vores teknologi og havde udviklet en enhed, der passede til deres produkter,« siger Jimmy K. Larsen og viser kontrakten om et tæt samarbejde med firmaets afdelinger over hele verden. Men pludselig opdagede han, at samarbejdspartneren selv var begyndt at fremstille ventilationssystemer med UVC-teknologi, og samarbejdet faldt bort. Selvom Jimmy K. Larsen oplever, at kontrakten er klokkeklar, kunne han umuligt sende kunden i retten.
»Min advokat sagde, at jeg skulle lægge en halv mio. kr. på bordet. Så ville det være en god begyndelse. Men jeg havde brugt mine penge på at udvikle produkterne og havde ikke råd til at føre en sag,« siger Jimmy K. Larsen.
Han har siden 2000 haft patent på sin teknologi og troede dermed, at han var beskyttet imod plattenslagere, der ville kopiere hans produkter. Det er han teknisk set også, men det kræver, at han har ressourcer til at beskytte sit patent.

Bevisførelsen er din
»Et patent er ingenting værd, hvis du ikke kan forsvare det. Det er dig, der har ansvaret for bevisførelsen, og din advokat skal betales forud,« siger Jimmy K. Larsen, der mener at kunne genkende sin egen patenterede teknologi i mange andre rensesystemer, der udbydes på markedet.
»Der burde være mulighed for, at mindre virksomheder kunne få hjælp til at føre den slags retssager,« siger Jimmy K. Larsen, der trøster sig med, at der fortsat har været plads til hans nichevirksomhed. »De glemmer, at selvom de kopierer mine produkter, er det stadig ikke et kerneområde for dem. De bliver aldrig ret dygtige til at gøre det,« lyder det fra Jimcos direktør.


 
 
08/06 2010 kl. 08:52
Reception
Det er ca. et år siden at Kirk & Thorsen A/S blev stiftet af Casper Kirk Johansen og Peter Thorsen. Kirk & Thorsen flyttede i nye lokaler i det tidlige efterår 2009 og siden har vi haft fokus på, at få kontoret til at fungere, kombineret med opkøb og udvikling af vores investeringer. Senest har Kirk & Thorsen overtaget Mezzanin Kapital sammen med pensionsselskabet PFA og investeringsselskabet Kirk Kapital A/S.

Vi glæder os til, at vise vores lokaler frem for forretningsforbindelser, venner og familie ved en uformel reception den 17. juni 2010 mellem kl. 14 - 17.

Selskabets adresse er: Roms Hule 4, 5. sal (det vestlige tårn), 7100 Vejle.
 
18/05 2010 kl. 09:03
Ændring af ejerkreds og strategi for Mezzanin Kapital A/S

Mezzanin Kapital A/S er et investeringsselskab, der har foretaget direkte investeringer i en række mindre og mellemstore danske virksomheder. Selskabet er i dag aktionærer i 17 virksomheder indenfor mange forskellige brancher. Udover aktieinvesteringer har Mezzanin Kapital ydet ansvarlig lånekapital til ca. 20 virksomheder således at Mezzanin Kapital i dag har berøring og samarbejde med 37 virksomheder i alt.
 
Mezzanin Kapital A/S har været igennem en større ændringsproces de sidste år bl.a. afledt af finanskrisen. I efteråret 2009 overtog det Vejle-baserede investeringsselskab ”Kirk & Thorsen A/S” ledelsen af Mezzanin Kapital gennem en management aftale med selskabet.
 
Mezzanin Kapital er nu fokuseret på udvikling af den nuværende portefølje af virksomheder, herunder at foretage nye investeringer indenfor segmentet ”mellemstore virksomheder”. Den fremtidige strategi for selskabet og for Kirk & Thorsen udtaler adm. direktør Peter Thorsen er ikke længere ansvarlig lånekapital, men udelukkende investeringer i ejerandele.
 
Som led i restruktureringen af Mezzanin Kapital kan det oplyses at der er sket en større ændring i ejerkredsen således at den fremadrettede ejerkreds udgøres af PFA Pension, Kirk Kapital A/S og Kirk & Thorsen A/S alle med hver 1/3 af aktierne.
 
Mezzanin Kapital skifter i den forbindelse navn til MK 2010 A/S og vil fortsat blive administreret af Kirk & Thorsen A/S.
 

Henvendelser vedrørende pressemeddelelsen kan rettes til: 
 
Peter Thorsen
+45 4070 0676

 
18/05 2010 kl. 09:02
Vi er nu klar med vores online profil

Vi har opdateret vores online profil med en ny hjemmeside.

Formålet med hjemmesiden er primært at levere relevant information om Kirk & Thorsen og vores porteføljeselskaber. 


Adresse


Telefon
E-mail
Roms Hule 4, 5.sal
7100 Vejle
Danmark
(+45) 7222 5050
info@kirkthorsen.dk